Opdagelsen og fremtiden for siliciumsten
Siden den britiske WW Young lavede siliciumsten i 1822 med Dinas silicasten i det sydlige Wales, England, har siliciumsten en historie på 177 år. Siden Martin byggede en sur åben ildovn med siliciumsten i 1864, har siliciumsten været fremtrædende i den metallurgiske industri, og den har i lang tid fastholdt en primær position inden for forbrug af ildfaste materialer i stålværker.
Før grundlæggelsen af Folkerepublikken Kina var den årlige produktionskapacitet for siliciumsten omkring 30,000 til 40,000 t, og efter grundlæggelsen af Folkerepublikken Kina var produktionen af siliciumsten var 63,000 t i 1955, hvilket udgjorde 12 % af den samlede produktion af ildfaste materialer. I 1960 nåede den 397.300 tons, hvilket svarer til 5% af den samlede produktion af ildfaste materialer. Men med udviklingen af stålfremstillingsteknologi er åben-ildovnen stort set elimineret, og siliciumstenen, der bruges i toppen af den elektriske ovn, er blevet erstattet af ildfaste materialer af høj aluminium eller vandkølede ovntoppe, således at siliciumstenen har næsten trukket sig tilbage fra stålfremstillingsområdet, og det primære serviceobjekt er koksovn, glassmelteovn og varm højovn af store højovne. Derfor er forbruget af siliciumsten blevet reduceret kraftigt, og det har forbrugt omkring 100,000 tons om året siden 1970'erne, hvilket tegner sig for 1 % til 3 % af den samlede mængde af ildfaste materialer.
